Børn og unges rettigheder i kommunerne i dag

15 min.

Indhold i dette modul

FN’s Børnekomité: Udtalelser med relevans for kommuner i Danmark

Børnekonventionen blev underskrevet af FN’s Generalforsamling i 1989 og samfundet og vores forståelse af børn og unge som rettighedshavere har siden udviklet sig. Derfor arbejder alle de stater, der har underskrevet konventionen, løbende med at tilpasse fortolkningen af den.

FN’s Børnekomité er et organ, der består af 18 uafhængige eksperter fra forskellige lande, som overvåger om staterne overholder konventionen. Komitéen arbejder også løbende med at tolke konventionens intentioner i forhold til aktuelle spørgsmål.

FN’s Børnekomité udgiver løbende fortolkningsbidrag – General Comments – der forholder sig til, hvordan staterne bør læse konventionen i relation til spørgsmål som klimarettigheder, psykiske handikaps og digitalisering. Mange af komitéens fortolkningsbidrag har stor relevans for kommuner i Danmark.

Komitéens General Comment No. 27 handler om børn og unges adgang til retfærdighed og effektive retsmidler – bl.a. i behandlingen af børnesager. Her fastslås det, at retssikkerhedsmekanismer skal være tilpasset børn og unge.

Det indebærer bl.a. hensyn til barnets modenhed og tidsforståelse, beskyttelse af privatlivet, adgang til information i børnehøjde og børnevenlige fysiske rammer, når barnet inddrages.

Flere af pointerne i General Comment No. 27 flugter med de temaer, der blev fremhævet i forarbejderne til Barnets lov om børn og unges møde med offentlige myndigheder.

Her kan du se et udvalg af FN’s Børnekomités General Comments med særlig relevans for danske kommuner. Klik på dem for at læse mere om komitéens konklusioner inden for de forskellige temaer.

Children’s rights in relation to the digital environment (No 25)

Implementation of the rights of the child during adolescence (No 20)

Public budgeting for the realization of children’s rights (No 19)

The right of the child to rest, leisure, play, recreational activities, cultural life and the arts (No 17)

The right of the child to be heard (No 12)

Implementing child rights in early childhood (No 7)

Trods vigtige fremskridt for børn og unges rettigheder er der fortsat behov for at styrke efterlevelsen.

Herunder finder du eksempler på danske undersøgelser fra skole- og socialområdet, som peger på, hvor kommunerne kan gøre mere for at sikre børn og unges rettigheder.

Retssikkerhed for skoleelever i Danmark 

UNICEF Danmark har i 2025 undersøgt retssikkerheden for skoleelever. Retssikkerhed i folkeskolen sikrer, at børn og unges rettigheder overholdes – især når skolen træffer vigtige afgørelser om dem. Læs hele analysen her.

Undersøgelsen peger på væsentlige udfordringer: 

  • Det er ikke altid muligt for elever og deres forældre eller værger at forstå elevens retsstilling, når der opstår uenighed mellem eleven og skolen. 
  • Der er ikke altid klare og forudsigelige regler på skolen 
  • Der er ikke altid en klar håndhævelse af reglerne af skolen. 
  • Der er ikke altid adgang til klagemuligheder over afgørelser foretaget af skolelederen eller kommunalbestyrelsen. 

I undersøgelsen kan du bl.a. møde Aya på 14 år og Frida på 11 år. De har begge haft en svær skolegang, som har rejst tvivl om deres retssikkerhed, fordi flere af deres rettigheder har været under pres.

Forældrene til Aya gør flere gange skolelederen opmærksom på, at Aya i stigende grad mistrives, og at en bestemt lærer i deres optik spiller en central rolle for mistrivslen. Aya bliver desuden flyttet til en anden skole uden høring af hverken Aya eller forældrene, hvilket sætter hendes retssikkerhed under pres.

Frida har omfattende psykisk og fysiske vanskeligheder, som hun udredes for sent i sit skoleforløb. Hun oplever gennem hele sin tid i folkeskolen manglende støtte, hvilket fører til, at hendes retssikkerhed sættes under pres.

Medbestemmelse i undervisningen

Sammen med Danske Skoleelever og Børnerådet har UNICEF Danmark i 2024 undersøgt skoleelevers egne oplevelser af medbestemmelse i undervisningen. Læs hele analysen her.

Denne undersøgelse viser, at: 

  • Hele 60 pct af de adspurgte elever sjældent eller aldrig oplever at være med til at bestemme valg af emne i undervisningen. 
  • Kun 10 pct af de adspurgte elever oplever, at undervisningen tit eller meget tit er lavet ud fra elevernes interesser. 
  • Til gengæld har over 50 pct et ønske om mere medbestemmelse i undervisningen.

Børn og unges møde med den offentlige forvaltning

Børnesagsbarometeret er en årlig tilbagevendende undersøgelse lavet af Ankestyrelsen, som handler om sager, hvor kommunerne har truffet afgørelse om foranstaltninger for børn eller unge. Ankestyrelsen undersøger, i hvilken udstrækning kommunerne overholder centrale krav fra lovgivningen, når de behandler sager om udsatte børn og unge. Du kan læse mere om børnesagsbarometret her.

Det seneste børnesagsbarometer for 2024 viser blandt andet følgende omkring kommunal sagsbehandling:

  • 50 pct af alle børnefaglige undersøgelser afsluttes ikke inden for den lovpligtige tidsramme.
  • 35 pct af alle sager, som fører til en foranstaltning, afholder den lovpligtige børnesamtale der skal inddrage barnet eller den unge forud for afgørelsen.
  • 25 pct af alle sager, der har ført til en foranstaltning, afholder ikke den lovpligtige opfølgning, som skal bidrage til at vurdere, om indsatsen skal ændres eller fortsætte.

Hold dig opdateret gennem nye undersøgelser med relevans for kommunerne

En række historiske milepæle har sikret afgørende fremskridt for børn og unges rettigheder, men der er stadig behov for, at rettighederne efterleves og fremmes. Dette gælder også på det kommunale område. 

UNICEF Danmark udgiver løbende nye undersøgelser med relevans for kommunerne – hold dig opdateret her

Tryk på det svar, du mener, er det rigtige. Der er kun ét korrekt svar. 

Ikke alle børn og unge oplever i deres kontakt med den kommunale forvaltning, at deres rettigheder bliver overholdt. Hvor mange af de børn og unge, der har fået iværksat en foranstaltning af kommunens forvaltning, oplever ikke, at den lovpligtige opfølgning på indsatsen iværksættes?